Få papir på det du kan
Få tjek på dine kompetencer
Hvorfor bruge tiden på det, du allerede kan?
På VUC Hvidovre-Amager kan du få en individuel vurdering af dine kompetencer, så du ikke behøver bruge tid på at uddanne dig på et niveau, du allerede kan.
Det er gratis at få lavet en IKV.
Vi tilbyder vurdering af dine kompetencer i fag på avu (svarer til 9./10. klassesniveau.) og på hf/stx - f.eks. dansk, fremmedsprog og matematik. Vi vurderer færdigheder, du har erhvervet dig f.eks. på aftenskolen, ophold i udlandet, frivilligarbejde i f.eks. en hjælpeorganisation, foreningsarbejde - færdigheder du ikke har papir på.
Du kan bruge en IKV, hvis du vil i gang med en uddannelse og mener, du har tilegnet dig kompetencer, som du dog ikke har uddannelsesbevis på.
Hvordan foregår en IKV?
En Individuel Kompetencevurdering rummer forskellige elementer:
- En vurdering af dine realkompetencer foretages altid med udgangspunkt i målene for de konkrete fag på VUC og efter en udarbejdet vurderingsplan.
- Du har selv ansvar for at bidrage med at dokumentere dine kompetencer (f.eks. i form af kursusbeskrivelser og deltagerbeviser, udtalelser fra arbejdsgivere, lister over tillidshverv, foreningsarbejde).
- Når VUC har foretaget vurderingen i forhold til målene i et givet fag, får du en tilbagemelding. Herefter kan der udstedes bevis for den anerkendte kompetence.
- I et vurderingsforløb kan der indgå bl.a. individuelle/kollektive samtaler og interviews, skriftlige opgaver og test (kan være it-baseret), mundtlige opgaver og praktiske øvelser og opgaver.
Vær i god tid
Det kan tage op til 3 måneder af få fortaget en IKV, du skal derfor være i god tid, hvis du skal bruge den til at komme ind på en uddannelse.
Vurderingsorløb – hvordan foregår det?
En vurdering af dine realkompetencer foretages altid med udgangspunkt i målene for de konkrete fag på VUC. På VUC Hvidovre-Amager ser forløbet således ud:
- Som det første skal du kontakte vores studievejledning og bestille tid til en samtale. Ved den første samtale vil studievejlederen vurdere, om du har baggrund for en kompetencevurdering.
- Hvis der er basis for en kompetencevurdering, skal du udfylde, 'Min kompetencemappe' og fremskaffe relevant dokumentation f. eks. eksamens- og kursusbeviser, udtalelser fra arbejdsgivere, lister over tillidshverv, foreningsarbejde.
- Herefter vurderer VUC om dine realkompetencer er tilstrækkeligt dokumenterede. Hvis det ikke er tilfældet kan der i den endelig vurdering indgå test, der består af mundtlige og skriftlige opgaver samt praktiske øvelser.
- Når dine kompetencer er tilstrækkeligt dokumenteret/testet, udsteder VUC Hvidovre-Amager et realkompetencebevis.
Min kompetencemappe
På www.minkompetencemappe.dk har du mulighed for at udfylde et elektronisk CV, der kan indgå i IKV'en. Det er dit eget ansvar - efter aftale med en vejleder - at udfylde mappen og skaffe dokumentation for dine kompetencer.